23948sdkhjf

Inflationen står stille: Meget små prisstigninger i år

Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks viser, at inflationen i november var 0,4 procent på årsbasis.
Det er fortsat billigt at være forbruger herhjemme, hvis man skal tro Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks for november.

Det viser et lille fald i priserne fra oktober til november på 0,1 procent.

Sammenligner man derimod med november sidste år, er der tale om en stigning i årsinflationen på 0,4 procent.

Det betyder med andre ord, at den vare, der kostede 100 kroner i november sidste år, nu i gennemsnit koster 100 kroner og 40 øre.

Det er ikke meget, når man tænker på, at lønningerne i gennemsnit er steget et par procent hen over året.

Tallene betyder, at Danmark er på vej mod den laveste årsinflation siden 1953 - i øvrigt efter tre år med prisstigninger på under én procent.

Og ifølge Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, skal vi tilbage til tiden omkring den store depression i 1933 for at finde noget lignende.

Alligevel afviser han, at den lave inflation er et krisetegn.

- Både i Danmark og i Europa som helhed har beskæftigelsen været stigende i over tre år, og det afspejler sig i solidt stigende realløn.

- Sjældent har lønmodtagerne fået så stor en del af kagen som nu, på bekostning af ejerne, skriver han i en kommentar til tallene.

Det er lavere priser på benzin og rejser, der har trukket forbrugerprisindekset i nedadgående retning den seneste måned.

Disse to kategorier trak alene forbrugerpriserne ned med 0,26 procentpoint.

Men faktisk er olieprisen 60 procent højere nu end for et år siden. Den kan altså ikke forklare den lave inflation, skriver Jyske Banks cheføkonom, Niels Rønholt.

- Man må bare konstatere, at priskonkurrencen er hård. Der bliver stadig sparet en hel del op både herhjemme og i udlandet.

- Og kombinerer man det med teknologisk fremgang og adgang til billig arbejdskraft, så giver det lav inflation i store dele af den vestlige verden, skriver han i en analyse af dagens tal.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093